onsdag den 30. januar 2013

Hund på ferie - en lang tur


Så har mine ejere bestemt sig for at vi skal på campingferie til vinterferien. Vi pakker bilen og en trailer og kører på motorvej til det sydlige Spanien for at få bare en smule varme. Det bliver en rigtig lang tur, og jeg ville nok på mange måder have foretrukket at blive hjemme. I stedet må jeg finde mig i at blive placeret på en voksdug og sidde stille i næsten 48 timer, kun afbrudt af pauser på diverse restepladser igennem Europa. Heldigvis har de også tænkt sig at kompensere lidt for den hårde rejse ved at tilbyde lidt luksus i form af et nyt kødben, og den gode slags hundemad til pauserne. De har i det hele taget købt stort ind til turen med både camping stole, camping batteri, kompaktgrill og meget mere.

Når vi kommer frem til Spanien er jeg noget spændt på den lokale cuisine. Jeg har før fået dårlig mave af fremmed mad, da vi var på tur til Sverige. Mine ejere tabte noget fisk fra en dåse, med en meget kraftig, speciel lugt, og jeg tænkte at det nok ikke ville skade at smage. Der tog jeg så fejl. Det viste sig åbenbart at være et stykke råddent sild, som de lokale tosser åbenbart opfatter som en form for delikatesse! Jeg kastede op i dagevis efter at have slugt det møg, og jeg har ikke været i stand til at røre fisk lige siden.

Tidligere var jeg ellers så gode venner med den fiskemand som kørte rundt i byen en gang imellem. Han kørte fra dør til dør og solgte ud af bilen. Han havde altid et godt stykke røget makrel eller lignende til en hund som jeg. En rigtig guttermand! Desværre har jeg måtte skuffe ham noget de sidste par gange, hvor han forgæves har spildt et stykke makrel på den bare jord, grundet min nylige overfølsomhed for havets små venner.

Det værste ved at jeg ikke kunne spise makrellen var dog at naboens nye kat kom forbi og åd det. Den kat er i det hele taget blevet lige lovlig fræk til at bevæge sig over på mit område. Sidste uge lugtede jeg den også ovre ved rododendronen, som jo ellers står midt i haven. En af dagen må jeg nok heller lige jage den en skræk i livet, således at den fremover ved hvor den hører til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar